Udgivet i

Valket hue

70 g pladegarn – strik 3 tråde sammen.

Pladegarn findes i forskellige tykkelser – det jeg har brugt, er forholdsvis tyndt. (F.eks. pladegarnet fra Istex er den del tykkere og da kan man evt. nøjes med at strikke 2 tråde sammen)

Strømpepinde / rundpind 5 mm.

Slå 80 masker op og strik glatstrikning rundt.
Strik ca. 30 cm hvis du vil have en ombukningskant på huen, ellers ca. 24 cm.

Tag derefter ind:
*Strik 3 sammen (2 løs af som om du vil strikke 2 ret sammen, 1 ret, træk de 2 løse over), 7 ret*, gentag 8 gange.
Strik 7 omgange.
*Strik 3 sammen, 5 ret*, gentag 8 gange. Vær opmærksom på, at indtagningerne ligger over hinanden.
Strik 5 omgange.
*Strik 3 sammen, 3 ret*, gentag 8 gange.
Strik 3 omgange.
*Strik 3 sammen, 1 ret*, gentag 8 gange.
Strik 2 ret sammen på følgende omgang, bryd garnet og stræk det gennem maskerne.

Hæft trådenderne.

Valk huen. Der findes mange måder at gøre det på. Hvis du har en god måde, så brug den.

Jeg gør sådan:

Lav 2 – 3 liter varmt sæbevand med sæbespåner.

Læg huen i så den bliver gennemvædet og bearbejd den (med vaske / ælte bevægelser) indtil den begynder at filte. Det mærkes som huen bliver lidt stiv. Derefter lægger jeg den i tørretumblerne sammen med tre tennisbolde, stadig med sæbe i. Lad den køre til huen er tilpas valket, ca. 10 min.

Skyld derefter sæben ud, træk den i facon (f.eks. på hovedet) og lad den tørre.

Denne hue er strikket forholdsvis tæt, så den vil ikke krybe så meget i processen. Hvis du strikker på tykkere pinde og strikningen bliver løsere vil huen krympe mere.

Udgivet i

Halsrør

 

Nogle gange strikker jeg nogle småting, hvor jeg ikke synes, at en beskrivelse af hvad man skal gøre, er nok til at kalde det en stikkeopskrift.
Dette halsrør er sådan en, men jeg kan give lidt vejledning. Jeg skriver hvad jeg har gjort, at så kan man ellers selv ændre på garnkvalitet, strikkefasthed og størrelse efter lyst og behov.

Jeg er i gang med at undersøge Marlisle teknikken og samtidig har jeg besluttet mig for at bruge noget at det overlækre luksusgarn, jeg har på lager – ofte i ret små mængder – men det er en anden historie.

Materialer:
30 g 100% angora
30 g Blackhill Alpaca 2
Rundpind 4 mm

Strikkefasthed: rib (så det er ca.) 23 masker x 26 pinde = 10×10 cm.

Færdigt mål: Omkreds = 52 cm, højde = 24 cm.

Slå 120 masker op med dobbelt garn på rundpind 4 mm.

Strik rib rundt, 2 ret, 2 vrang, idet retmaskerne kun strikkes med den ene tråd (i dette tilfælde angoraen), mens den anden tråd holdes bag strikketøjet. Strik de 2 vrangmasker med dobbelt garn. Gentag til arbejdet måler 24 cm.

Luk af. Aflukningen strikkes med dobbelt garn.

Udgivet i

Plantefarvning

Har du lyst til at farve garn og have en hyggelig dag i Ebeltoft.

Dagen starter kl. 9.00 med en kop kaffe og klargøring af garn.
Derefter samler vi planter, koger farvesuppe og farver garnet.
Indimellem er der farve / garn / strikke snak, så der er mulighed for at blive klogere og måske få lyst til at arbejde videre selv.
Der arbejdes kun med lokale planter og ingen skadelige kemikalier.
Vi er færdige ved 15.30 tiden.

Du får:
400 g lækkert uldgarn, så der er nok til at strikke en sweater eller et sjal.
Morgenkaffe / te og en bolle.
En sandwich til frokost.

Pris for det hele: 1200,- kr. pr. person.

 

Køb billet her.

Du er velkommen til at kontakte på 40342370 eller design@ruths.dk for at aftale et kursus på et andet tidspunkt, hvor du og et par venner har lyst og mulighed.

Udgivet i

Augusta

Mange har det sikkert som mig. Et smukt bundt håndspundet garn lokker på sommerens markeder eller et spændende anderledes garn, fundet i en garnbutik på ferierejsen smutter i tasken – uden at man helt ved, hvad det kan bruges til.

Ofte synes jeg det smukke, mangefarvede håndspundne garn kan blive for rodet når man strikke med det alene. Derfor har jeg i mit “strikkeløfte2018” eksperimenteret med at strikke det sammen med andet garn.

Det er mundet ud i en opskrift på et halsrør, hvor jeg har arbejdet med et enkelt vævestrik mønster.

Opskrift her:

 

 

Udgivet i

Så blev det maj.

Det er dejligt med strikkeløftet 2018. Ellers ville jeg helt sikkert have strikket den urtepotteskjuler, jeg havde brug for, men ikke fået gjort arbejdet helt færdigt med opskrift og billeder. Jeg er blevet grebet af mulighederne.

I dette tilfælde har jeg beklædt yoghurt spande med strik, men der findes jo tusindvis af plastbeholdere, der kan genanvendes, og hvis man bare går i gang, kan opskriften let tilpasses til andre størrelser.

Dejligt overkommeligt arbejde og en god mulighed for at eksperimenter med farver og restegarn.

God fornøjelse.

Udgivet i

Februar – vinter og kulde – Kyndelmisse

Jeg nåede at opfylde mit Strikkeløfte for februar måned. Jeg har jo lovet mig selv at lave en lille strikkeopskrift hver måned i 2018.

Selvom det er en lille opskrift, roder jeg mig altid ud i et lidt større projekt. Jeg havde en ide – måske inspireret af Mega Mussel – om at strikke en del af en stor iskrystal på en hue.

 

Men jeg skulle finde passende garn og teknik. Jeg er endt med at strikke mig igennem fem huer inden jeg var tilfreds og garnvalget faldt på Blackhill Inka. En dejlig blød, tæt og varm kvalitet, der passer til vintervejret.

Jeg har brugt en intarsia teknik, hvor man samtidig kan strikke huen rundt. Teknikken kan du se her:

Udgivet i

Strikkeløftet 2018

Én lille ting pr. måned. I januar bliver det en lille baby-undertrøje ting, hvor jeg vil arbejde meden anderledes skulderlukning. Hvordan det ender, ved jeg ikke endnu, men hvis jeg skal overholde løftet til mig selv, er opskriften klar inden udgangen af januar måned.